I et skoleår hvor skolebillederne har skabt en større samfundsdiskussion vil vi hænge dét her op af vores ualmindeligt stærke, seje og helt almindelige 8-årige søn, som tog alene i skole den dag der var skolefoto.
Det skal hænge på væggen og minde os om dét år Mads stod i 10 min. for at vælge hvilken kasket han ville have på. Imens filosoferede han over hvordan han kunne smile “uden at komme til at grine” - Han tog alt i alt dagens fotoopgave med sin vanlige logik, og tog i skole med et smil på læben.
Det kan ikke undgås at hans smukke ansigt alene på væggen også vil minde os om at det var dét år vi sygemeldte Gry, og Anna havde et dyk så dybt at hun ikke var alene i skole i 1,5 måned. - og i øvrigt overhovedet ikke ville sidde og smile til fotografen “når jeg er så ked af det indeni..” Men vi retoucherer ikke dette efterår, og får pigerne afsted til syge/proforma-foto. For de var der jo ikke - den dag til skolefoto, og det minder os lige så meget om dét arbejde begge pigerne har lagt i at komme igennem de svære måneder. De var der ikke til skolefoto, de havde travlt med at kæmpe sig igennem endnu en hård dag. Og det er hverken tabu eller hemmeligt. De klarer den.
Mads’ smil viser nøjagtig samme styrke som fraværet af pigernes. Det kan være ligeså svært at være pårørende, som selv at være viklet ind sindets udfordringer. Vi er så uendelig stolte af dem alle tre og alle deres ligheder og forskelligheder.
