For nogle sker der dét, når man på efterspørgsel gennemgår sit barns tidlige barndom for at blive klogere på dets eventuelle træk, at man pludselig bliver meget opmærksom på træk fra sin egen barndom. Dét skete også for mig. I foråret 2018 da vi blev rigtigt bevidste om at både Anna og Grys udfordringer måske havde rod i nogle autismetræk, da blev det lysende klart at de samme træk har haft indflydelse på mit eget liv, både i barndommen og nu. Vi undersøgte alle kilder og opsøgte så meget information at det nogle aftner og nætter føltes som om jeg havde læst “hele internettet”.
I min søgen efter oplysning, forståelse og værktøjer, faldt jeg hurtigt over den danske autismepsykolog Christian A. Stewart Ferrer, og hans oplæg på youtube. Jeg følte mig meget tryg ved at skrive til ham, i første omgang meget impulsivt og ærligt, via facebook. Han svarede venligt, og jeg skrev derefter en mail til ham, hvor jeg forklarede begge pigers historie op til dato, samt mine egne overvejelser. Jeg spurgte ham “hvis udredning skal vi først fokusere på” og han svarede, at for at pigerne skulle kunne berettiges til specialtilbud mm, skulle deres udredninger foregå i det offentlige, og at han havde gode erfaringer med Børnepsykiatrisk afd. Vejle, så det gav os ro i maven ift. deres kommende færd.
Hvad angik min egen udredning, så synes han bestemt det var relevant, og som han sagde
“når du senere sidder i div. møder vedr. jeres piger, så kan det være en stor støtte for dig at vide med sikkerhed om du også selv er autist. I så fald er dine personlige observationer jo endnu mere relevante og gyldige, fordi du ved hvordan det er at være et autistisk barn. Også selvom du ikke vidste det dengang..”
Nogle sætninger printer sig fast i ens bevidsthed, ligesom en linje af en sang, eller en replik fra en yndlingsfilm. Denne her var én af dem. Jeg bookede tid hos ham den 7. september 2018, og tog til Odense for at lade mig udrede. Efter nogle grundige tests og et længere interview, fik jeg min vished. Aspergers Syndrom/Autisme. Jeg trillede fortumlet ud på gaden bagefter, og skulle med toget hjem igen. Fyldt med vished. Jeg følte bogstaveligt hvordan alle billeder fra mit liv spolede tilbage ligesom landskabet i togets vinduer mellem Odense og Vejle, og alle højdepunkter og lavpunkter nu kunne forstås i et helt andet lys. Alle de hårde ord jeg altid har talt til mig selv blev blødt op. Der var en grund til at dét og dét var svært. Der var en grund til at andre ting var nemme. Det var ikke bare mig der var doven. Jeg er ikke bare alt for sart og jeg er ikke et ufuldstændigt menneske. Jeg er en hyperdetaljefokuseret, hel og fuldstændig, autist.