I dag har jeg været med Anna i skole det meste af dagen. Hun sagde selv at det var bl.a var fordi “hun var bange for at hvis hun sagde farvel til mig, så var det sidste gang vi så hinanden”
Jeg har ikke behov for at kalde hendes tanker og følelser noget. Vi lever i et samfund hvor alt helst skal hedde noget, kategoriseres. Om Annas tanker er overdrevet følsomhed, angst eller ocd-præget, er ikke vigtigt. Og det kan jeg sige og stå inde for, fordi jeg husker det fra min barndom og kender det fra mig selv. Det vigtige er, at hun kan lide sig selv, selvom hun af og til bliver slået lidt omkuld af tanker og følelser.
Holdninger om at “det er helt almindeligt, alle mennesker har det sådan” ved jeg godt er en måde at prøve at trøste på. Men I skal vide, at det godt kan blive en ekstra sten i rygsækken. Anna siger selv “hvis alle mennesker har det på samme måde, hvorfor går de så alligevel i skole og på arbejde? Hvorfor kan de sove om natten når jeg ikke kan?”
I aften har Annas fredag aften mest bestået af: “Hvornår tror du far kommer hjem? (Han var i tipsklub) Bare der ikke sker noget med ham. Tænk hvis bussen han kører med, kører galt? Eller hvis dem han er sammen med, gør ham noget..” igen og igen.
Hun har også hygget sig. De klatter af smil og hygge holder vi fast i. Og tankerne taler vi om. Prøver at rationalisere. “Vi googler om der nogensinde har kørt en bybus galt i Vejle” - og tænker: “far tipser med så svingende resultater at det ville være selvmål af tipsklubben at gøre ham noget, de tjener jo på ham ;)” (Humor trænger fint igennem, og hjælper) Og vigtigst af alt, prøver at give tankerne lov til at være der. Jeg har og har altid haft præcis de samme tanker, men jeg har altid før prøvet at fortrænge dem, at fortælle mig selv at jeg var sart og fjollet. Det eneste man får ud af det, er at de aldrig forsvinder, det ved jeg nu.
Når nogen siger til mig eller til Anna at “alle har det sådan” så føles det endnu værre når tankerne en gang i mellem bruger alt vores overskud, og vi ikke kan fungere - så føles det som om vi er virkelig svage. For “alle andre” har det jo lige sådan, men kan godt fungere?
Jeg har et skønt liv. Jeg ville ikke ændre en eneste ting hvis jeg kunne. Dét forsikrer jeg også Anna om, når hun bekymrer sig om, om hun altid vil have så mange tanker. Da jeg var barn var der ikke så meget bevidsthed om forskelle i følsomhed. I dag er der rigtig meget bevidsthed, og som før nævnt, rigtig stort behov i samfundet for at kategorisere. Jeg behøver ikke defineres eller kategoriseres. Som sådan heller ikke forståes. Men jeg vil fortsætte med at stå fast på vigtigheden af erkendelse og accept af forskelligheder. Både for mig selv, men også på mine børns vegne.
Nogle børn har en fysisk lidelse eller udfordring som giver dem fraværsdage i skolen. Det kan være gentagne øreproblemer, måske en immundefekt eller andet. Anna bliver overvældet. Hun påvirkes feks af efteråret og den mørke tid, og hun har det svært med skift, som her fra ferie tilbage til hverdag. Det behøver ikke kategoriseres eller defineres, (og bestemt heller ikke negligeres) - men det s k a l anerkendes og accepteres alligevel. For det er en ægte udfordring, også selvom hun ikke lader det komme til syne ret mange andre steder end herhjemme. Og tænk sig, min bevidsthed om at anerkende og acceptere ægtheden af hendes følelser, har gjort at jeg også kan anerkende mine egne.
