Uddannelser og jobtitler er i deres definition en ramme fyldt med de små snævre kasser som mange autister vægrer os ved passe ned i, blive i og tilfredsstilles ved. De levner sjældent plads og overskud til de interesser der er så vigtige for os, samtidig med at rigtig mange jobs indeholder en social del, som i mange tilfælde kan opsluge meget energi.
I de neurotypiskes iver efter at beskrive alting, bliver det derfor nærmest et udtryk for enten modvilje eller dovenskab, hvis man enten ikke har lyst til, eller har svært ved at definere sig i én neurotypisk indrettet titel.
Som en 40-årig, stadig nydiagnosticeret autist, er jeg her for at fortælle dig, at det er IKKE VIGTIGT! Det allervigtigste for et harmonisk, autistisk liv, er muligheden for at forfølge de interesser som vores hjerne er så forudindstillet til at tænke så meget på. Vi er DYGTIGE til vores særinteresser. Og næsten uanset hvor specifik, eller “unyttig” som neurotypiske måske ville kalde det, så kan (og skal) vores særinteresser inkorporeres i vores hverdag. Det fortjener vi, ligeså vel som neurotypiske mener de fortjener arbejdsglæde, gode kolleger osv.
Jeg har ALTID villet arbejde som frisør. Folkeskolens lærere mente jeg ville “spilde mit liv med at feje gulv” fordi jeg fik så gode karakterer. Jeg burde have valgt gymnasiet, mente de. Med min småsære sociale tilgang lå et servicefag ellers heller ikke lige til højrebenet, for faget er jo fyldt MAX op med social omgang med kunder og kolleger. Min interesse for farver, materialer og teori overvandt dog, og jeg endte med at vide så meget om faget inden jeg overhovedet var gået i gang, at jeg var et ret godt bud på en elev, selvom jeg gerne ville gå på job i sneakers. Jeg fik en læreplads, og så blev det svært. Det faglige var nemt, og jeg sejlede lige igennem. Meget af det vidste jeg allerede, men jeg havde svært ved at være så tæt på kunderne hele dagen. Det vidste jeg dog slet ikke dengang - det har jeg efterrationaliseret mig frem til. Jeg troede bare jeg var doven, rodløs og rastløs. Det fortalte jeg også mig selv i mange år. I bakspejlet har jeg aldrig været doven. Jeg har altid gang i noget, arbejder altid på et projekt, og mine tanker står aldrig stille. Jeg følte mig meget som en fiasko da jeg måtte stoppe på min første læreplads.
Da jeg havde været væk i to måneder følte jeg det nærmest som om min identitet var forsvundet sammen med lærepladsen. Jeg satte alt ind på at finde en ny. Igen gjorde mit høje faglige niveau at jeg fandt et andet sted. Her var jeg dog slet ikke så heldig med miljøet. Min nye mester var nærmest ondskabsfuld, og jeg blev sat til alt fra at vaske vinduer i frostvejr (“for det gjorde hun, da hun var elev”) - og til at gøre en gammel gul lædersofa ren, med en TANDBØRSTE. Jeg fokuserede al min energi på de opgaver, og overlevede på at de trods alt ikke indeholdt kundekontakt. Jeg holdt ud et halvt år. Så var jeg involveret i et biluheld, og slog min nakke, og brugte dét som en undskyldning for at slippe derfra. En undskyldning både overfor lærepladsen, og ikke mindst mig selv.
Det samme interesse-savn opstod dog igen efter kort tid. Jeg savnede det faglige indhold så meget at jeg næsten gik i stykker. Jeg klippede og farvede på livet løs, på alle dem som ville lade mig gøre det. Og med to lærepladser og en hel masse teoretisk i baghånden, gik det faktisk helt fint. Det gik så fint at jeg formåede at finde et job i en salon. Ikke som elev, men som ufaglært ansat. Så varetog jeg bare de opgaver jeg fagligt var i stand til, og fik også lov til at øve mig på nye ting. Dén salon var så menneskelig og nede på jorden at det var ok at jeg havde sneakers på på job, og at jeg skilte mig lidt ud. Det gav mig på en måde overskuddet til at være lidt mere udad. Jeg endte med at få en lærekontrakt der, og gøre min uddannelse færdig på den måde. Da jeg var færdig, havde jeg så udviklet astma og allergi, og kunne som sådan ikke længere arbejde som frisør. Jeg prøvede alligevel, som selvstændig, men måtte, helt knust, opgive efter et år som udlært.
Det eneste andet jeg havde været interesseret i gennem alle årene, var sprog. Jeg meldte mig derfor ind på HF for at kunne søge ind på Engelsk på universitetet. “Hvad skal du bruge det til?” spurgte folk igen og igen, og jeg anede det ikke, så jeg svarede bare, at nu havde jeg taget en erhvervsuddannelse (den HVAD-kasse I er så vilde efter), og nu måtte det være ok at jeg bare forfulgte min eneste anden interesse. HF blev en gave for min selvfølelse. Det foregik på VUC, og klassen var en broget flok af folk i alle faser af deres liv, så mit svingende funktionsniveau skilte sig ikke udpræget ud, og jeg afsluttede med et fint snit på trods af højt fravær. Undervejs mødte jeg ham jeg er gift med i dag. Det rummeligste menneske jeg kender. Vi fik et barn og han gik på barsel så jeg kunne starte på Engelsk på uni. Så fik vi et barn mere som jeg var på barsel med, og min BA endte med at tage 5 år. Da vi havde fået tredje barn, og jeg skulle skrive min bachelor, åbnede jeg en lillebitte frisørsalon i huset vi boede i. “Bare én dag i ugen, for at få det i hænderne” proklamerede jeg, og begyndte at lave hår igen. Det var som at cykle - jeg havde aldrig været væk. Jeg lavede smukt hår, og efterspørgslen steg. Jeg kunne ikke arbejde fuldtid, hverken pga min astma eller mit sociale overskud. Jeg holdt det nede, og fastholdt også udelukkende skriftlig booking så jeg ikke blev stresset af telefonopkald.
I dag har jeg tilføjet smykkefremstilling til mit repertoire, fordi jeg fik brug for at kunne arbejde imens mine børn sov - Det blev nemlig tydeligt omkring de to pigers hhv. børnehavealder, at de begge er autister. Og det var deres udredning som gjorde mig bevidst om mine træk, og gav mig anledning til selv at blive udredt. Uforudsigeligheden i, at de på skift havde brug for fridage, gjorde at jeg ikke længere kunne booke fremad i min frisørbog, og derfor måtte finde på noget mere at lave. Smykker blev det til, fordi jeg på den måde stadig kan arbejde med farver, former og materiale i hænderne, og det er nødvendigt for mig for at trives - fordi jeg er autist. Jeg laver også shampooer uden konserveringsmidler, fordi jeg ved så meget om dem. FORDI jeg er autist!
Jeg har altså min egen lille sammensatte butik, hvor jeg ordner hår når jeg kan, og kunderne accepterer mit koncept med booking én dag ad gangen, fordi jeg er god til det jeg laver. Jeg laver smykker og shampoo når børnene sover, og kunderne køber det fordi jeg er perfektionistisk, grundig og kender mit produkt. En gang imellem laver jeg oversættelser, hvilket jeg er i stand til fordi jeg fulgte min interesse og læste engelsk. Men HVAD ER jeg så? Frisør? Smykkemager? Shampooproducent? Oversætter? Nej jeg er ej. Jeg LAVER hår, smykker, shampoo og oversættelser. Måske kommer jeg på et tidspunkt også til at formidle. Men jeg har hverken brug for, eller lyst til at opholde mig i en HVAD-kasse. Jeg har kasserne stående foran mig, med hver deres værdifulde indhold, men de er ikke mig. De eneste kasser jeg har brug for at være i er HVEM-kasser. Jeg er mor, kone og datter, søster og autist. Men inden jeg blev de ting, var jeg bare mig. Mig og min værdifulde, småsære, opfindsomme og naive hjerne. Jeg er SÅ taknemmelig for den, og for at have fundet ud af hvorfor den er sådan.
Det eneste jeg kunne ønske havde været anderledes, var at jeg havde vidst det noget før i mit liv.
