Hende her er startet i en ny børnehave. Det har været et helt år undervejs, et år med flere møder og med uendelig meget videnstilegnelse fra vores side, omkring hvordan vi bedst kan hjælpe hende. Vi er blevet meget klogere, vi ved nu at der er rigtig meget vi ikke ved. 

Gry kan hele alfabetet og tallene fra 1-100, men hun har svært ved at afkode en ven der ikke smiler. Så bliver hun defensiv, og så er relationen på gyngende grund. Hun fungerer supergodt når der er en voksen med i legen eller tæt på, som feks hurtigt kan tilføje: “se, han/hun vil gerne være med” - så hun forstår at vedkommende ikke (altid) kommer for at tage dét hun leger med, fra hende. Hun var røget ind i en dum spiral i vores gamle, elskede børnehave, fordi hendes defensivitet var rykket så meget på forkant at det var blevet hendes tilgang. “Kom ikke for tæt på, fortæl mig ikke hvad jeg skal” Hun har ikke særlig stor tro på at hun selv kan komme vellykket igennem en relation. I den nye børnehave er de fysiske rammer og omgivelser meget mindre, og det fungerer hun tilsyneladende rigtig fint med. Hun er der kun 3-4 timer ad gangen, så hun ikke bliver overvældet, og vi taler meget om alle de ting hun er så god til.

Da Anna havde det sværest for 1,5 år siden, troede jeg ikke at man som forælder kunne blive mere bekymret for fremtiden og om hvordan den næste tid skulle gå. Dét hun fortalte os at hun tumlede med, og de tanker hun havde, gjorde så ondt at vide at hun gik med. Med Gry har det været nøjagtig lige så svært at se på, lige med den tilføjelse at hun endnu ikke selv kan sætte ord på hvordan hun faktisk har det. Hun siger flere gange om dagen, “mor, jeg vil beholde min familie for evigt, I må ikke blive døde” - men betyder det mon at hendes distance til den omverden der ikke er os, er et udtryk for at hun bruger rigtig meget krudt på at tænke på om der skal ske os noget? Eller er det flygtige indskydelser? Det kan man ikke spørge et 5 årigt barn om, uden at lægge hende ord i munden.

Vi prøver at fylde både det store mylder-tænkende barn, og det lille måske-mylder-tænkende barn med gode følelser og positive forsikringer om hvor gode, elskelige mennesker de er, begge to. Vi prøver at huske os selv på at de både er vidt forskellige, men samtidig sandsynligvis meget ens i deres udfordringer. Og så husker vi at prøve at lade Mads være bare Mads, midt imellem de to humørsvingende søstre, og huske ham på hvor skøn og speciel han er, selvom han er helt almindelig.

At blive mor var i bakspejlet “nemt” - en dramafødsel, nogle spontane aborter og et par kejsersnit, så var de der. Inden jeg fik børn så jeg graviditet og fødsel som “bjerget man skulle over for at komme om på det flade terræn bagved” man, was I wrong. At v æ r e mor er en helt anden sag. Graviditet og fødsler var måske en lille bakke og en bro. Det er nu, bagefter, der er bjerge man skal over og floder man skal igennem. Holdninger man må æde og åbenbaringer man må stå ved. Jeg troede at man fik børn og skulle lære dem om hvad livet går ud på, men i virkeligheden er det dem der lærer mig hvad det går ud på. Always be kind.