Hej netværk. Inden I kommenterer holdningsfyldt men erfaringsløst på debatten om stigende diagnosticering af børn, så tænk på følgende:
Hver aften er der børn der græder sig i søvn, eller vender og drejer sig flere timer før de kan falde i søvn - enten fordi de er alt for bevidste om nogle følelser, eller fordi de ikke kan finde ud af hvad de føler. Senere samme aftener ligger forældrene til de børn og græder over at de ikke kan hjælpe deres børn af med udfordringerne, uanset hvor gerne de ville. Der er ingen der bare lige trækker en diagnose i en automat, men det kan være en kæmpe lettelse at finde ud af at der er nogle ting, at der er nogle af de udfordringer der føles allermest “langt ude” der faktisk er til fælles med en større gruppe af mennesker.
Samme forældre har sandsynligvis prøvet alt muligt for at lette deres børns udfordringer og ubehag. Og samme forældre kan måske huske at de har haft det på præcis samme måde som barn, men at der ikke har været tilgængelig viden om eventuelle træk dengang.
Mange af børnene der har eller får diagnoser kan selv læse debatter og opslag. Hvis de har følt en lettelse og for første gang i deres liv, berettigelse til at føle og tænke de ting de gør, da de blev diagnosticerede, hvordan mon så de får det når de læser at de “bare kunne være blevet opdraget ordentligt”, “bare skal tage sig sammen”, eller “bare lade være med at spille så meget computer/ipad”?
Hvorfor ikke bruge de nye tal til at forstå at der er behov for mere plads til alsidighed og mangfoldighed mellem børn, fremfor at de skal passe ind i én bestemt mental udviklingskurve?
Hvorfor ikke prøve at undersøge hvor mange af de diagnosticerede børns forældre der genkender udfordringerne, men har kantet sig igennem livet, udenom alt det “normale”, fordi de ikke selv har følt de passede ind? Hvis dén undersøgelse blev lavet, så ville man sandsynligvis finde ud af at der ikke er kommet flere børn med udfordringer, men at man har o p d a g e t flere børn med udfordringer. Tidlig indsats er bevist en kæmpe fordel, så der måske kan undgås tillægsdiagnoser.
Som mor til børn med deres egne udfordringer er jeg ikke bange for eventuelle diagnoser. Jeg jagter dem heller ikke. Men jeg vil for altid holde klippefast og erfaringsfyldt på at mine børn skal mødes og hjælpes og anerkendes i de behov de nu har. Og det skal hverken morgen-tv, selvhjælpsguruer eller facebook-kommentarer ændre, eller gøre sig kloge på.
