For tiden deles et opslag fra Chief 1 om at tage det med ro og stole på at børnene nok skal få et dejligt liv selvom der testes og måles. Jeg er meget, meget enig i tanken bag, i hvert fald dén jeg læser ud af det. Jeg kan bare ikke forstå hvorfor at der rigtig ofte i “protest-opslag” mod ræs og præstationer, nødvendigvis også skal nævnes diagnoser? Hvad er det der er så farligt ved det? Og hvis vi skal følge Lars’ opfordring om ro, nærvær, tillid, kærlighed osv, kan det så ikke godt indbefatte diagnoserne? Hvorfor skal diagnoser defineres i samme negative gruppe med tests og præstationer? Det er som om der er én del af befolkningen (uden) der tror at den anden del af befolkningen (med), hopper over det lave gærde og jagter en diagnose. Tro mig, at få eller at have en diagnose er i k k e the easy way out! Hvis du alligevel har hørt nogen (måske mig) beskrive en diagnosticering som “en lettelse” så skal jeg lige hurtigt forklare hvorfor:
Forestil dig at du hele dit liv har haft en form for “fokussyn”. Ikke 100%, men sådan et lidt smallere synsfelt. Du står op og åbner øjnene hver eneste dag, går måske i skole og på arbejde, hvor folk taler om det de kan se helt ude i kanten af synsfeltet. “Ih, se lige de smukke farver, flotte dyr, se, og derovre er meningen med livet”, mener de. - Du vrider øjnene til højre og venstre, men du kan ikke se det de taler om. Du er meget bevidst om situationen, for du bliver gjort opmærksom på det mange gange i timen, hver eneste evige dag. Du går til lægen, lægen tester dit syn som er helt perfekt, bortset fra dér i siderne. “Du skal måske bare dreje hovedet lidt mere, så kan du se dét helt ude, som folk taler så meget om.” siger lægen. Forsøg at følge med.
Du går hjem og går i skole eller på arbejde næste dag og gør som lægen siger. Drejer hovedet hver gang du hører nogen tale om noget du ikke kan se. Hele tiden, mange gange i timen. Desværre får du så ondt i nakken af, hele tiden at skulle dreje hovedet for at se dét som andre mennesker tilsyneladende bare har i deres synsfelt. Svimmel bliver du også, og får ondt i hovedet og kroppen, så det der skulle være at se derude, kan du slet ikke få øje på. Hvis du er et barn oplever du måske at miste besindelsen voldsomt over ikke at kunne se det de andre taler om. De “vidvinklede” opdager det, og laver måske sjove fagter ude af dit synsfelt, og alle andre end dig ser det og synes det er sjovt. Som voksen har du lært at det er sådan det er, så du koncentrerer dig måske om dét du kan se, nemlig det der ligger i centrum af dit synsfelt. Dét er du måske blevet fagligt specialiseret i, fordi du ikke bliver forstyrret af alt det der foregår i periferien.
Din familie og dem tæt på dig ved godt at det ikke nytter noget at vinke efter dig hvis du skal opfange det. Nye mennesker tror at dit syn fungerer ligesom alle andres, eller at du gider dreje hovedet tusind gange i timen, og derfor tager de ikke nogen hensyn. Du orker ikke at skulle forklare dig for 117. Gang, og derfor er det rarest bare at være omkring dem du plejer, eller alene.
Forestil dig så at du en dag læser om én der har det ligesom dig. Eller som dit barn, hvis du er forælder til én med “fokussyn”. Forestil dig hvor glad du bliver over at finde ud af at der er mere end dig og den anden med fokussynet, der er faktisk rigtig mange. Der er nogle der har fundet ud af at udnytte deres fokussyn, men der er måske også nogle der har opfundet en form for vidvinkel-brille, som gør at man ikke skal dreje hovedet. Hovedparten af dit nye fællesskab hviler dog bare i opfattelsen af, at alt det der foregår i periferien slet ikke er vigtigt. At der i stedet er så mange gode ting ved fokussyn. Du ser måske farverne klarere i dit udsyn end én med et bredere syn gør. Eller du kan være nærværende på en anden måde. Faktum er, at du opdager at du på ingen måde er alene med din verdensopfattelse. Dét er en lettelse!
Ovenstående lille historie om fokussyn er selvfølgelig metaforisk. Jeg kunne lige så vel have skrevet autisme, adhd, ocd, angst, depression, eller måske andre familieformer eller kønsopfattelser. Essensen i mit opslag er, at på overfladen inkluderende opråb sagtens kan virke stik modsat hvis de opremser præcis hvad det er de mener der skal inkluderes.
Hvis du råber op om plads til forskellighed, så lad definitionen på forskellighed stå åben. Det er den eneste måde hvorpå der er plads til alle