Hende her er sygemeldt fra skolen fra i går. Det er tredje år hun går i sit specialtilbud, og de to første har været helt fantastiske. Vi har været faste i overbevisningen om at hendes skema var perfekt som det hr været, med skoledage tirsdag, onsdag og torsdag fra 8.00-14.00.
Det er præcis dét hun sensorisk kan være i, og stadig have overskud til at have gode relationer til sine søskende og familien. Og det s k a l hun have lov at beholde.
Efter sommerferien i år, gik vi alligevel med til at forsøge at øge Grys timer. Imens jeg skriver det her ryster jeg på hovedet over at “garvede” forældre i specialtilbudsverdenen som os, ikke efterhånden kan hvile 100% i mavefornemmelsen omkring vores barn.
Systemets førsteprioritet er “fuldt fremmøde” og det s k a l specialtilbuddet have som fokus. Det hedder sig, at selvom barnet ikke kunne holde til fuldt fremmøde i almen-regi, så må man gå ud fra at et specialtilbud med færre børn og andre tiltag, tilgodeser barnets behov sådan at de nu kan møde 5 dage, 6 timer “ligesom alle andre” 
Ikke indregnet eller forstået af ophavspersonerne til dén regel er at m a n g e børn i specialtilbud, med ADHD eller autisme eller begge dele, har brug for tilbuddet fordi de er udfordret på deres sanser. Deres sensoriske system er bombarderet allerede når de kommer ind ad døren om morgenen, af lyde, lugte, skift og forventninger. De bliver TRÆTTE, og de bruger af næste dags overskud, bare for at kunne fuldføre den første dag.
Anders og jeg er færdige med at sætte vores mavefornemmelse i anden række. Vi håber på at nogle ugers hjemmeskole kan nulstille Grys overbelastning, og hun kan få noget ud af at komme tilbage i sin klasse, som hun er glad for. Tre dage i ugen, om det så er resten af hendes skoletid.