For næsten 3 år siden, sad vi første gang til en samtale med børnehaven om Grys trivsel. Fra tiden op til dén samtale, og indtil vi meldte hende ud af 0. klasse i efteråret, har hun måttet møde så mange fejlslagne forventninger udefra, om at ligne sine jævnaldrende, hun har kæmpet for at forstå børnehave- og klassekammerater og hun har mærket børn og voksnes frustration når hun har reageret højt eller larmende på noget som de fleste andre finder “helt almindeligt”. Herhjemme søgte vi fra første færd at blive klogere på mønstrene, og fandt forholdsvist hurtigt nogle redskaber som tydeligvis virkede. De var bare ikke nemme at overføre til institution, både pga anderledes fordeling af ressourcer, og selvfølgelig fordi omgivelserne i børnehave/skole og hjemme er så forskellige. Vi gjorde hendes dage færre og kortere, og mærkede hurtigt en forskel herhjemme. Vi visualiserede rytmer og daglige begivenheder og brugte meget tid på forberedelser og sceneskift. Redskaberne fandt vi på forskellige videnskabelige sider, blogs og netværk omkring autisme, og i takt med at resultaterne kom så prompte, blev det tydeligt for os hvor mange autistiske træk hun har.
Som forældre er det helt enormt svært territorie at bevæge sig på, for når man forsigtigt nævner sine tanker om en evt. diagnose for familie, pædagoger, venner mm, så er første reaktion altid, nærmest trøstende: “Neej, hun er da bare helt almindelig, frisk og foretagsom - børn er jo ikke ens..” Mange gange bliver man i tvivl. Har de ret? Har vi fejlet? Er det bare fordi hun er sidste barn? Hele vejen igennem i de 3 år det har taget, har vi søgt og sagt ja til observationer af småbørnskonsulent og småbørnspsykolog i børnehaven. Begge observerede “særpræget kontaktform” og “store vanskeligheder med ræssonering” mm, men der blev ikke vurderet behov for videre udredning. Skolestarten kom, og vores bekymringer blev hurtigt en realitet. Det gik slet ikke. Det lille menneske måtte igen igennem en glidebane af utilstrækkelighedsfølelse, og en stor fornemmelse af at føle sig forkert og udenfor, og efter 3 måneder i førskole og en måned i 0. kl. meldte vi hende ud. Skolen havde gjort hvad de kunne, men børn skal ikke være ret gamle før de udmærket godt kan mærke at de skiller sig ud. Og skylden tager de på sig selv. 
Da vi havde meldt hende ud af skolen i september og fået deres faglige udtalelse, ville skolepsykologen gerne henvise Gry til udredning. Udredningen startede lige efter nytår, og i dag har Gry og vi fået tilbagemeldingen fra børnepsykiatrien -
Da vi havde meldt hende ud af skolen i september og fået deres faglige udtalelse, ville skolepsykologen gerne henvise Gry til udredning. Udredningen startede lige efter nytår, og i dag har Gry og vi fået tilbagemeldingen fra børnepsykiatrien -Gry opfylder ALLE kriterier for en Autisme-diagnose. Alle interviews med os og pædagoger, spørgeskemaer og videoudredning af hende i legeterapi viser det samme. Jeg kan huske jeg tidligere har tænkt, at det var mystisk når nogen beskrev en diagnose som “en lettelse” - men det er DET, det er.
Det er en kæmpe lettelse for Gry, at hun nu kan forvente at møde den rigtige forståelse, få de rigtige tilbud og dermed få en rigtig forståelse af sig selv. For os forældre er det en lettelse at dét vi i vores stille sind har vidst i et par år, også er tydeligt for fagpersonerne. Nu kan vi med ro i sjælen, og ros for det vi har gjort indtil nu med i værktøjskassen, fortsætte trygt. Vi ved ikke hvad der ligger foran os og foran Gry i hendes fremtid, men vi ved nu at vi kan stole på vores mavefornemmelse, og at alt nok skal gå når man holder sammen. Og vi ved at vores modige, vidunderlige pige fra nu af får mulighed for at udnytte, udvikle og anvende alle hendes mange styrker, fordi der er sat ord på de værktøjer og vejvisere hun skal bruge. Det er nemlig dét en diagnose er. 