Har du læst digtet “Rejsen til Holland”? Jeg indsætter det nederst i indlægget.
I korte træk, så er den et metafor som sammenligner det at få et barn, med at planlægge en rejse til Italien. Twisten er så, at man ikke får det barn man havde regnet med, så derfor er man pludselig endt i Holland. Bevares, digtet forklarer at der er pænt i Holland selvom ting går langsommere der, men at det ikke var det man bestilte, og at man kan sidde i Holland og kigge på hvordan alle dem som endte i Italien nyder deres tur.
Jeg vil slet ikke gå ind i, hvorfor jeg synes det er forkert at man drager den sammenligning. Ableister vil komme efter mig og sige at det er ok at man udtrykker sin sorg over at man ikke har fået “et normalt” barn. Det er slet ikke det jeg siger man ikke må eller kan.
Jeg står bare her på min mælkekasse og forsøger at råbe op om hvorfor man i første omgang overhovedet bestiller “en rejse til Italien”? Hvorfor går man ind til forældreskabet med en skyklap-fattet holdning til præcis hvad for et barn man regner med at få? Det er som om der er de her meget få, fælles-accepterede ubestemte: Ingen ved om man får en dreng eller en pige. Der må man være openminded og være klar på begge. Dernæst ved de fleste at der er en risiko for Downs Syndrom, men det bliver tjekket ved nakkefoldsscanningen, og der får man muligheden for at vælge fra eller til, skulle den vise sig uønsket. Derefter er der ikke flere fælles-accepterede “forhindringer”. Herfra går rejsen direkte mod Italien. Hvorfor går vi så blindt den vej? Hvorfor bliver vi så overraskede (og sårede og skuffede) hvis vi ender i Holland? Hvorfor bliver vi SÅ overraskede hvis vores barn viser sig ikke at være “normalt”?
Vi er IKKE blevet lovet noget. Samfundet hylder stadig den smalle normalvej så meget at alle der tager turen længere ude i begge sider, enten bliver set som bad luck eller som Søren Pind ville sige, selvforskyldt..
Begrebet TABU dækker slet ikke det kæmpe problem vi har med opfattelsen af "normal" i samfundet, og det går kun den forkerte vej. Det er ikke nok at ønske sig bedre oplysning til vordende forældre, for der ER de jo blevet gravide. De er stadig gået ind i dén beslutning med en forventning om Italien.
"Jamen det er da helt naturligt at drømme om hvordan ens liv vil blive." vil nogen helt sikkert kommentere. Ja, det er det da. Men når du drømmer om ét bestemt barn, og én bestemt type, én bestemt destination, så sætter du forventninger op som dit endnu ufødte barn. Så drømmer du ikke om dit eget liv, men om en andens. Du drømmer ikke bare at du og dit barn bliver lykkelige, men også om hvad der skal til for at I bliver det. Det kan man ikke. Du kan have forudsætninger for lykke i dit eget liv, men ikke for andres.
Oplysningen skal ske længe før man vælger at få børn - den skal ske samtidig med faglig, kulturel og kreativ oplysning i starten af vores liv. Jeg ser hele tiden charts og piktogrammer og vejledninger til hvordan børn og voksne på specialområdet skal støttes i at begå sig blandt mennesker på normalområdet. Jeg ser aldrig nogensinde den samme information til normalbefolkningen om hvad de kan gøre for at gøre verden nemmere for specialbefolkning at være i. Hvis vi blev bedre til at oplyse om alle de mange forskellige måder der er at være menneske på, helt fra starten, så ville vi ikke vokse op med en forkvaklet fælles-accepteret forståelse for hvad der er “det rigtige” og “normalt”. Så ville vi, når vi selv beslutter os for at sætte børn i verden, vide at det er ligesom at bestille uspeciferet smørrebrød. Det er ikke muligt at vide på forhånd hvilke eventuelle udfordringer dit barn og dermed du vil møde. Det gælder både neurologiske, køn- sexualitet, personlighed og sygdomme. Du kan ende hvor som helst i hele verden, og du er langt bedre forberedt hvis du er godt oplyst. Hvis du ikke er klar på at lande et uspecificeret sted, så lad være med at rejse.
Rejsen til Holland
– om det at være mor til et handicappet barn.
At vente et barn er som at planlægge en drømmerejse til Italien.
Du køber en masse rejsehåndbøger og lægger eventyrlige planer.
Colosseum, Michelangelos David, gondolerne i Venedig.
Du lærer italiensk. Alt er meget spændende…
Efter måneders spændt forventning kommer endelig dagen…
Du pakker dine kufferter og tager af sted. Flere timer senere lander maskinen.
Stewardessen kommer ind og siger: “Velkommen til Holland”
“HOLLAND?” råber du. “Hvad mener du med Holland?
Jeg har bestilt en rejse til Italien! Jeg skulle til Italien! ”
Hele mit liv har jeg drømt om at komme til Italien!
”Der er lavet om på fartplanen. Maskinen er landet i Holland, og der må du blive… ”
Det er vigtigt, at de ikke har ført dig til et rædsomt sted.
Det er bare et sted, som er anderledes,
så må du ud at købe nye rejsehåndbøger,
og du må til at lære et helt nyt sprog.
Du møder en helt ny type af mennesker, du ellers ikke havde mødt.
Det er som sagt et sted, som bare er anderledes.
Tempoet er langsommere end i Italien;
Der er ikke så pragtfuldt.
Men når du har været der et stykke tid og har fået vejret,
ser du dig omkring og opdager efterhånden, at der er vindmøller i Holland…
Holland har tulipaner. Holland har endda Rembrandter…
Men alle du kender har travlt med at rejse til og fra Italien.
De fortæller, hvor vidunderligt de havde det der.
Og resten af dine dage vil du sige:
“Ja, det var der, jeg skulle have været – det var det, som jeg havde planlagt”.
Og smerten ved det vil aldrig nogensinde foretage sig,
for tabet af drømme har stor betydning.
Men… hvis du bruger dit liv til at sørge over den kendsgerning,
at du aldrig kom til Italien, bliver du aldrig fri
til at værdsætte og nyde det helt specielle,
det virkeligt vidunderlige ved… Holland.
Skrevet af Emily Pearl Kingsley