Behov ved sceneskift.
Inden beskrivelsen vil jeg gerne lige understrege vigtigheden af at man som forælder, og den der kender barnet bedst, selv må lave og have en hel masse gyldige observationer. Hvis dit barn netop har fået en autismediagnose, og du naturligt nok måske er overrasket, så husk at dit barn stadig er det samme barn som i går. I din søgen efter kurser, oplysning og støtte, så HUSK at hver eneste autist er forskellig.
Du kan måske få en indkredsning af eventuelle træk og strategier på et kursus, men du kan ikke få en manual hvor der står hvordan du skal være sammen med dit barn. Opsøg evt en masse information fra voksne autister gennem blogs, artikler og facebooksider. De er de e n e s t e der ved hvordan det er at være et autistisk barn. Ingen teoretikere, forskere eller pædagoger ved det - med mindre de selv er autister. :) Med dén information i hånden kan du kigge på dit eget barn og se om der er noget der vækker genkendelse. I så fald, så kan du omskrive informationen eller rådene, så de passer præcis til jeres situation.
Her på bloggen skriver jeg om mine egne autistiske observationer og minder, og om vores oplevelser med vores 3 børn, hvoraf de 2 er autister. Hvis noget af det jeg skriver giver mening for dig og dit barn, så brug det. Hvis det ikke gør, så lad være, og led videre efter noget der gør. :)
Da Gry startede i sit specialtilbud for en lille måned siden, havde vi forberedt os godt til introduktionssamtalen med lederen og kontaktlæreren. For os var det rigtig vigtigt at hendes nye sted var helt på det rene med, at Gry aldrig går ind i en situation med hensigten om at få sin vilje eller skabe dårlig stemning. Tværtimod så er det tydeligt at hun har nogle blokeringer som hænger fast, helt fra misforståelser i børnehavetiden. Her især, men bl.a ved sceneskift. Hun havde en dejlig børnehave, men når man som barn ikke udvikler sig ad samme lige sti som alle andre, så vil første professionelle reaktion næsten altid være at se om man ikke kan frem-opdrage den ønskede opførsel. Dengang vidste hverken de eller vi, at feks Grys problemer med at gå tur, bundede i at hun ikke havde hørt eller forstået hvor de skulle hen, hvad de skulle der, hvornår de skulle hjem igen og om de kom tilbage en anden dag. For et barn der har svært ved sceneskift kan det være endnu sværere at skulle hjem fra en sjov legeplads feks. Børnehaven havde så store vanskeligheder med hende, at de til sidst blev nødt til at lade være med at tage hende med på tur.
Vi havde også selv store udfordringer med det, feks når vi skulle hjem fra vores yndlings-hangout, Løveparken. Vi bor tæt på, og har årskort, så ofte har vi brugt det om eftermiddagen som legeplads. Da Gry var 3-4 år var det en kæmpe kamp at få hende med hjem igen, og vi måtte være to afsted, så den ene simpelthen kunne bære hende. Jeg undersøgte hvad der kunne ligge til grund for at det kunne være så svært at tage væk fra et sted, og fandt masser af materiale via Google. Jeg fandt artikler om ræsonnering og sceneskift, og læste en hel masse når børnene sov. Meget af det blev nævnt ifm. autisme og ADHD, hvilket hun slet ikke var i nærheden af at blive tænkt som på det tidspunkt, men jeg mener at alle strategier som kan hjælpe ens barn er lige gyldige, uanset om de er beskrevet som henvendt til et bestemt udsnit. Jeg læste blandt andet en god artikel om hvordan man kan visualisere en tidslinje for et barn som har svært ved skift. Jeg skal nok prøve at finde den igen, og bruge et helt indlæg på at beskrive præcis hvordan vi bruger teorierne hver eneste dag. Tanken om tidslinjen gav så god mening for mig, at jeg allerede dagen efter måtte afprøve den nye indsigt. Jeg tog i Løveparken med pigerne, og da vi skulle hjem sagde jeg til Gry:
"Kan du huske sidste gang vi var her, da så vi at elefanten legede med sin bold - og da vi kom i dag, gik den igen rundt med bolden. Tror du også at elefanten har sin bold næste gang vi kommer? Vi skal nemlig afsted nu, men næste gang vi kommer, så kan vi prøve at se om bolden er der..?"
Det virkede. Hun tog mig i hånden og vi gik hen til bilen. På vejen derhen, sprøjtede glædestårerne ud af øjnene på mig, og jeg måtte tørre dem væk uden hun så det. Jeg fortalte min mand om successen og vi overførte den til alle skift som kunne volde problemer. Tandbørstning er et skift. Sengetid er et skift. Ud ad døren. Ind i børnehaven. Der er så mange små skift som kan give problemer, men man kan skabe små tidslinjer til dem alle.
"Hey Gry - kan du huske da vi kom hen til børnehaven i går, da var der intet flag ude, men i dag er der - måske har nogen fødselsdag. Gad vide om der også er flag i morgen?"
"Hey Gry - da vi kom ned til bilen i går, var der en fugl der havde skidt på forruden, og så vaskede vi det væk - tror du der er skidt på den igen i dag? Og hvis der er, skal vi så parkere den et andet sted i morgen?"
At skabe de tidslinjer fjerner fokus fra fornemmelsen af at DET her øjeblik sidder fast i tiden, og kan være nyttigt til at komme videre fra både dumme og rare situationer:
1.) Hvis det er en dum ting, så er der altså flere forsøg, evt andre løsninger.
eller
2.) Hvis det er en rar ting (feks legeplads man ikke vil hjem fra) så forsvinder legepladsen ikke når vi går. Den rare følelse jeg har nu, fordi det er sjovt, den får jeg igen. Vi kan komme tilbage til legepladsen.
Nu skal det ikke lyde som om det bare var slut med udfordringer ved skift, dem har vi da stadig. Men slet, slet ikke nær så mange. Gry er 7 år nu, og vi har brugt tidslinjestrategien i næsten 3 år. Nu kan hun endda nogle gange SELV bruge den, hvis vi feks bliver nødt til at gå ind fordi det øser ned, eller køre hjem et sted fra lidt pludseligt eller lignende. Så kan hun nogle gange sige, "Vi kan godt komme herhen en anden dag, ikke? Så kan vi gøre det vi ikke nåede i dag.." - Og det er bare ubeskriveligt stort at høre hende bygge stilladser om sig selv og sit overblik.
Det er SÅ vigtigt at vi som forældre selv opsøger viden om udfordringerne, for kun vi kan vide præcis hvad de specifikke søgeord skal være. Læg forestillingen om hvad alle andre gør, og især hvad alle andre kan i bestemte situationer, fra dig, og begynd at lede efter måder du og dit eget barn kan løse hverdagens udfordringer på. Så snart barnet føler sig set og forstået, så vælter det ud med styrker der også kan følge med en anderledes neurologi. Superfokusering på et emne, kreativitet og opfindsomhed. Styrker der desværre kan begraves i nederlag over at have svært ved ting der for andre virker ligetil.
Når styrker og udfordringer afdækkes, så kan man sætte ind på at bygge barnet så meget op gennem styrkerne, at det overskud og den selvfølelse der følger med derigennem, er med til at støtte barnet gennem udfordringerne.