Når ens barn får det skidt, så tror jeg der starter en slags "Vi-vil-gøre-hvad-som-helst"-mode i familien. Tilstanden centrerer sig automatisk om "den der har mest brug for det, den dag" og hensyn bliver taget. Så snart der er bedring og overskud vil man måske naturligt så dirigere opmærksomheden mod dem man føler man har overset lidt i den foregående proces. Når tilstanden man fandt bedring i, så viser sig at at gå op og ned, så bliver man tvunget til at at finde et slags leje som hele tiden tilgodeser alle, fordi en ustabil hverdag simpelthen ikke er god for nogen. Dét betyder at man prøver på at danne sig overblik over gennemsnitsdage og "sådan plejer X at reagere" for at prøve at kunne forudsige dagene, bare en lille smule. Det betyder også, at man nogle gange kommer til/bliver nødt til at tilgodese den der IKKE har det værst pågældende dag. Mindre kringlet sagt mener jeg, at man bliver nødt til feks at putte Gry, selvom Anna ligger og er bange og har brug for at blive krammet. Og også huske Mads.
Dét, at prøve at planlægge den uforudsigelige hverdag, er bare mega-hårdt, og ender ofte enten ud med at jeg falder i søvn med Gry, eller modsat ligger vågen den halve nat fordi jeg hele tiden har det som om at jeg kunne have gjort det bedre. Anna har det stadig svært, hun tænker alt for meget. Hypnosen og vores tilgange med at holde hende "nede på jorden" hjælper, utvivlsomt gør det det. Gry har det svært med sin egen voksende bevidsthed, og vi prøver at hjælpe hende med at forstå hendes følelser og reaktioner. Mads er som altid stille og logisk, og vi prøver på at give ham samme opsøgende opmærksomhed som pigerne får pga. udfordringerne. Og vi har hinanden og hverdagen og er glade for det, men vi arbejder også for det.
Så hvis jeg har lovet at ringe tilbage, at komme til din fødselsdag eller bare at få øje på dig på gaden, og ikke gør det, så vid at det er fordi jeg er træt.
Det bliver nok bedre om et par år.
*Edit d. 13. april 2020; Jeg har lige genlæst sidste sætning, her to år senere. Haha, jeg er stadig træt - men meget klogere og uendelig taknemmelig. Dette opslag får lov at danne starten på denne blog. Jeg håber den kan give et indblik i hvordan livet kan være i årene op til udredning og diagnose.
