i dag har Anders og jeg udmeldt Anna af friskolen. Lige siden hun startede i 0. klasse har hun elsket skolearbejdet, og sine søde venner og voksne derhenne - men den klassiske, sociale struktur som mange børn trives i har lige så længe været udmattende for hende.
Det tætte, intense samvær i et klasselokale, konflikter, gruppearbejder, samlinger, tværfaglige uforudsigeligheder, arrangementer og legeaftaler har altid været noget vi skulle sætte hende op til, og motivere for, hver eneste dag. Vi har fastholdt hendes fremmøde, dog i perioder reduceret, og har prioriteret skolen. Vi har ikke presset hende til fritidsaktiviteter og legeaftaler, for at hun skulle have overskud til at komme i skole.
Med erfaring fra hendes udredning, og den forståelse vi har om hendes neurologi, har vi nu besluttet at prøve at give hende andre skolerammer, og se om det kan give hende en hverdag med mulighed for 11-årig impulsivitet og overskud.
Uanset hvad der sker, er det en kæmpe gave i sommers, at have fået sat ord og diagnose på de udfordringer hun altid har kæmpet med. Det er lige præcis dét der frigiver rummet til at fokusere på alle styrkerne, som der er overmåde flest af. Man skal ikke være bange for diagnoserne. I dét øjeblik de er givet, åbner der sig en verden af forståelse, værktøjer og netværk. De er KUN stigmatiserende hvis vi giver dem lov til at være det, ved at tro at det er en hæmsko. Den virkelige hæmsko er at have en diagnose som ikke er udredt, og derfor ikke vide hvad det er der gør at man føler sig anderledes.
I det rigtige miljø, med de rigtige forudsætninger ligger verden åben, og dét er en sandhed der gælder for alle, både med og uden udfordringer. Så lad os bare tale åbent om dem, så alle føler sig bedst muligt forstået. Knowledge is power.